Af: Anne Juul Christophersen

For efterhånden mange år siden var jeg skolelærer, mor til små børn, altid i gang med at ombygge vores gamle landejendom og jeg havde en brændende drøm, om at kunne bruge mit liv på kunst.

Der var ikke meget tid (eller råd) til at suse på dyre kunst-kurser i weekenderne.

Der var ikke meget tid og ro til fordybelse ved staffeliet.

Der var langt til alt, der kunne smage af kunst og kultur.

Og der var INGEN steder, jeg kunne finde hjælp, råd og vejledning om noget som helst indenfor kunstens verden.

Jeg følte mig helt A L E N E…

På et tidspunkt overvejede jeg meget kraftigt, helt at stoppe med at male.

Virkelig!

Det virkede så fuldstændigt uoverskueligt at få hul ind i den der ”kunstverden”.

Jeg følte, jeg stod her i den sønderjyske marsk og kunne kun svagt iagttage kunstverdenen gennem noget, der mindede om en kikkert, der vendte forkert og fik alting til at synes meget, meget langt borte.

Og så skulle jeg tilmed arbejde med overhovedet at tro på – sådan inde i mig selv – at det, jeg lavede, havde bare en lille bitte smule gang på jorden.

Så ja, jeg overvejede at stoppe helt med at male. For det var jo en utroligt krævende tilstand: Det, at ville noget så brændende og så skulle kæmpe så hårdt - helt fra den inderste kerne af mig selv og hele vejen ud i en helt ny, fremmed, ukendt og tilsyneladende noget afvisende og fjendtlig verden.

Jeg stoppede heldigvis ikke.

Hvis jeg havde stoppet, er jeg helt sikker på, at jeg ville være knækket sammen i stress, – for mit arbejde var kun et arbejde og ikke der, jeg levede.

Når jeg kørte afsted hjemmefra om morgenen, fik jeg kvalme.
Ikke sådan i overført betydning – men helt bogstavligt. Jeg overvejede hver morgen, om jeg skulle holde ind til siden, åbne bildøren og kaste op…

Jeg var ved en skillevej. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg blev ved med at male og droppede i stedet mit skolelærerjob.

Det var den 100 % rigtige beslutning, men den var ikke nem og det har ikke været nemt.

For jeg var helt alene – og hvor fashionabel er man i kunstbranchens øjne, når man er kvinde, i 30´erne (dengang), mor, bosat i Sønderjylland langt, langt ude i marsken, glad for sin ægtemand, selvlært og fuldstændig klar på at indtage kunstens verden?

Cirka 0 % vil jeg gætte på (medmindre man kan lave minus procent)…

Men jeg gjorde det – og er i dag ca. en million erfaringer rigere.

Og det er lige præcis disse erfaringer, jeg gerne vil dele med dig i Kunstskolen Annes Atelier.

Kunstskolen Annes Atelier er stedet, jeg selv manglede, da jeg begyndte at tage mig selv og mit kunstneriske virke seriøst.

Kunstskolen Annes Atelier er stedet, hvor du kan komme videre med din kunst.

Kunstskolen Annes Atelier er skabt på grundlag af de erfaringer, jeg har samlet sammen og er til for, at du aldrig behøver at stå så alene, som jeg gjorde, da jeg stadig var lærer og da jeg kvittede jobbet og sikkerhedsnettet og sprang ud i at være kunstner på fuld tid.

Hvis du har læst med helt hertil, er jeg sikker på, at du ved lige præcis, hvordan jeg havde det og jeg er helt sikker på, at du vil kunne få rigtig meget gavn af Kunstskolen Annes Atelier.

- Så giv dig selv det store forspring, gør dig selv en kæmpe tjeneste og tilmeld dig.

- I Kunstskolen Annes Atelier får du alt det, jeg selv manglede, da jeg begav mig på vej mod kunstens centrum

- men husk, – det kommer IKKE af sig selv.

Du skal VILLE det.

Du skal ville DIG.