Billedkunstner Lene B. Herler

August måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Lene B. Herler

”Jeg har tegnet, siden jeg var lille, min mor stak mig en blyant i hånden da jeg var mellem tre og fire.”
- fortæller billedkunstner Lene B. Herler – og fortsætter:

”Og jeg har som stor pige også tegnet, malet akvareller og begyndte tidligt at interessere mig for kunst, både ved læse om kunstnere, om deres liv, se billeder af deres værker og at gå på såvel museer og i små gallerier eller kunstværksteder i Århus, hvor jeg er opvokset.”

Lene B. Herler bor i Vordingborg på Sydsjælland – og nyder den skønne natur, som omgiver byen og hendes hjem.

”Fra mit hus, der grænser op mod en lille skov, har jeg udsigt over vandet mod Oringepynten og til Farøbroen”.

 

"Inspirationen strømmer til mig alle vegne fra"

 - Der er ingen tvivl om, at haven og naturen i det hele taget er en stor inspirationskilde for Lene.

”Jeg finder meget inspiration i naturen. I dens skønhed og gru, dens fredfyldthed og dramaer på liv og død. Min haves vildnis med fugle, katte, ind imellem et vildfaret rådyr og havens forskellige vækster."

Lene inspireres også, når hun står foran historiens store kunstneres værker.

”De store kunstnere har vovet så meget på trods af alskens forhindringer. Uanset om det er fra ældre tid eller tættere på vor tid eller i vores tid. De har haft modet og viljen til at ville se, og gengive i forskellige udtryksformer de forskellige spændinger, som vi indfanges af i vores liv. Det være sig både personligt, politisk og kulturelt.”

”Flere kunstnere appellerer til mig,” fortæller Lene B. Herler videre.

”- Nogle af de ældre som for eksempel Giotto, det religiøse rums tydning også Hieronymus Bosch, og Breughel den Ældre.

Bosch på grund af sammenkoblingen af de reelle landskabelige rum med store myter af bibelsk karakter, kristne dyder og synder som i drømmeagtige sekvenser får en surreel suggestiv form.

Breughel på grund af hans landskabsbilleders rige fortællinger.

William Turners farvebeherskelse og evne til at skabe former trods en formopløsning - i hans akvareller.

Goyas grænsesøgende malerier, raderinger med flere betydningslag.

Manet, Degas, Toulouse Lautrec, Van Gogh - i høj grad hans figurer, farver, maleform.

Chagall - hele hans univers, symbolske karakter og en del skandinaviske malere - f.eks. Weie, Helene Schjerfbeck - plus en mængde andre.

De er alle interessante for mig, fordi de beskæftiger sig med tilværelsen/naturen i den flertydighed - dens objektivitet, deres subjektivitet. Og fordi de så indlysende står inde derfor og selv er med deri.

Som I kan høre”, fortsætter Lene ”– så strømmer inspirationen til mig alle vegne fra.

Fra mit personlige liv, mine erfaringer, hvad jeg ser, oplever, har oplevet. Har drømt om, drømmer om.”

Værk af Lene B. Herler

Værk af Lene B. Herler

Værk af Lene B. Herler

Gang i den kunstneriske udvikling

”Min egen kunstneriske udvikling blev sat mere direkte i gang, da jeg tilmeldte mig et kursus hos Anne Juul Christophersen i Annes Atelier i 2011”, fortæller Lene B Herler om det, at komme videre med kunsten i voksenlivet og fortsætter:

”Det var mit første møde med en kunstner, som lagde tydelige pædagogiske strategier frem for, hvordan man kunne arbejde målrettet med sine arbejder, med sin kunst. Og som gjorde principperne klare og tydelige. - Gjorde det enkelt at forstå - uden at forenkle. Og ikke var bange for at bruge af sine personlige erfaringer.

Sidenhen er jeg blevet medlem af Kunstskolen Annes Atelier, der er en på det nærmeste uudtømmelig kilde til nye erfaringer og viden gennem de forskellige emner og projekter, som vi møder deri.
Fra de konkrete spørgsmål om valg af materiale, værktøjer, de praktiske greb , hvor der er udstillinger, og de store spørgsmål om god versus dårlig kunst. Alt sammen godt at få mere forstand og viden af.
Og så må de fine kurser hvor der arbejdes, diskuteres og vurderes, ikke glemmes. Alt sammen er med til at sætte skub i tanker og bevægelse i ens sind og nye udtryk på lærredet.”

Galleri Guldgåsen

I juni i år stiftede Lene B. Herler Galleri Guldgåsen lige ud til Slotstorvet i Vordingborg sammen med syv andre lokale kunstnere.

Kunstergruppen omkring galleriet har arbejdet med ideen i omkring et halvt års tid – og ved ferniseringen d. 13. juni var der stuvende fuldt af glade gæster, Vordingborgs borgmester holdt tale og derudover blev de mange gæster underholdt af livemusik i galleriet.

”Mine værker kan du opleve i Galleri Guldgåsen, hjemme hos mig selv eller i Eliaskirken, hvor illustrationer til Dyndkongens datter bruges i forbindelse med konfirmandundervisningen. Og i nogle digtsamlinger udgivet af Knud Kappelgaard, hvis tekster jeg har illustreret, For eksempel "Ved livets rand" fra 2013” fortæller Lene.

Galleri Guldgåsen

Værk af Lene B. Herler

 

Livets forunderlighed

”Jeg vil gerne fortælle om livets forunderlighed,” – fortæller Lene B. Herler, da snakken falder på hendes værker.

”Jeg vil også gerne fortælle om livets skønhed, de mange "eventyrlige" hændelser (i eventyrets dobbelthed af godt/ondt, skønhed/gru) og få nogle til at se og fornemme betydningen af at forholde sig både aktivt deltagende i verden og reflekterende derover og åbne både intellektet og sanserne for den omgivende verden.”

 

Søg kontakt med andre

”Mit bedste råd til andre som vil beskæftige sig med kunst, er at søge vejledning hos nogle, som har dannet erfaringer selv derom og ikke er ængstelige ved at meddele disse videre til andre,” - slutter Lene B. Herler af.

Værk af Lene B. Herler

Du kan følge Lene B. Herler her - og Galleri Guldgåsen her.

Værk af Lene B. Herler


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst