Billedkunstner Rikke Stiig

December måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Rikke Stiig

Efter 4 år på keramiklinjen på Danmarks Designskole sprang Rikke Stiig fra sit studie og valgte at gå sin egen vej. Siden har Rikke været ihærdig skulptør og startede for 5 år siden på oliemaleriet - oftest som portrætmaler.

"Min idé med at male portrætter - startede egentlig med at jeg ville male små kæledyr og indramme dem i store guldrammer.
Det skulle være en kontrast til store offentlige portrætter - med et twist af humor. Det blev bare aldrig lige på den måde.

Mine modeller på malerierne er min familie, mine venner og alle deres kæledyr.

Jeg beder folk om at klæde sig lidt royalt inden jeg tager et billede af dem. Hvis billedet bliver taget indendørs, prøver jeg at sætte forskelligt lys på for at få en masse sjove skygger."

I snart 18 år har Rikke boet i en lille kolonihave i København SV - og det er også der, de fleste af hendes værker bliver til.

"Det er skønne grønne omgivelser og meget inspirerende, og her er al den plads, jeg behøver og masser af materialer.
Stadigvæk tilpas tæt på byen med alle dens finurligheder, som jeg elsker.

Jeg har en skurvogn i min have, hvor jeg er ved at indrette værksted. Indtil da foregår meget i mit køkken og på Valby kulturhus, hvor der er et stort keramikværksted."

Sådan fortæller Rikke Stiig, som er vokset op i et kreativt hjem, med forældre som både tegner og maler. I barndomshjemmet blev der tegnet, syet, malet og modelleret, så der er ikke noget at sige til, at Rikke Stiig er en kreativ sjæl.

"Der er mange gamle malere, der inspirerer mig. Jeg har altid været vild med Degas - især hans skulptur af den lille balletdanser.
Alberto Giacometti er også fantastisk.
Da jeg var i Tivoli som lille, kan jeg huske, at der sad en mand med stort hvidt skæg i et lille rundt glashus og modellerede små fine dyr. Der kunne jeg stå længe og kigge, indtil min familie utålmodigt hev mig videre.

Af yngre kunstnere synes jeg bla. at Annes malerier er super eventyrlige (og det er ikke fedteri – jeg mener det faktisk), skulptøren Heather Jansch og og maleren Michael Kvium."

Gosha - skulptur i stentøj

Hendes Kongelige Højhed M.M. 90 cm x 70 cm - olie på lærred

"Manden med det store hvide skæg i Tivoli" som Rikke var så fascineret af, havde en datter som sidenhen blev Rikkes gode veninde.

Når Rikke modellerer, foregår det efter levende model, men når hun maler portrætter, er det efter en forudgående foto-session.

"Min veninde, Marianne Miller, med den pink boa er en skøn kvinde med masser af humor.
Hun havde fundet en masse fint tøj frem, inden jeg kom for at tage billeder af hende.
Hendes lille hund Amanda er lidt bidsk. Den er både blind og døv og falder tit ned fra hendes sofa. Og så jamrer de sig begge to.

Det var Mariannes far der engang sad i glashuset i Tivoli og modellerede små dyr for mange år siden.

Marianne er en dygtig skulptør, som jeg har lært en masse af."

Det er fuldtidsjobbet som mediegrafiker, der sikrer Rikkes faste månedslige indtægt og selvom hun er glad for sit arbejde og sine gode kollegaer, så drømmer hun om at få bedre tid til kunsten, men som hun siger:

"Der er så sindsygt mange dygtige kunstnere - og det er jo dejligt inspirerende. Men konkurrencen er hård."

Selvom døgnets 24 timer ikke altid er tilstrækkeligt, arbejder Rikke Stiig hele tiden på at udvikle sig og tilegne sig ny viden. 

"Jeg bruger så meget af min fritid, som jeg kan, på at male eller modellere.

Jeg maler portrætter hos portrætmaleren Mads Rye.
Senest har jeg været på farveteorikursus hos Daniel Goldenberg. Fremadrettet får mine billeder nogle helt andre nye og spændende farvetoner.

Jeg er først lige ved at komme igang.
Om tre uger skal jeg på kursus i den gamle maleteknik - oxydering af metaller.
Det glæder jeg mig meget til.

Ellers er jeg altid i fuld gang med at male billeder og lave skulpturer, så jeg får samlet nok materiale til at udstille.

Mine planer er at udstille hos en masse kunstforeninger i København og omegn.

Måske bliver det til et Galleri engang. På onsdag udstiller jeg i et tomt vindue på Nørrebro. Via projektet ”Liv i Ruden”.

Jalte - buste i stentøj

Fluen - 120 cm x 120 cm - olie på lærred

For første gang i år har Rikke opnået optagelse på hele to censurerede udstillinger, hvor hendes værker har høstet stor ros.

"Det er jo fantastisk. Den ene udstilling var H. C. Andersens udstillingen på Fyn, - som jeg jo fandt igennem Annes Atelier.
Den anden var Portræt-Nu på Fredensborg slot.
Et af mine portrætter er fortsat på udstilling i Sverige.

Jeg har fået masser af inspiration, ved at være medlem af Annes Atelier.
Det var inspirerende at deltage på udstillingen i Middelfart og møde en masse kunstnere.
Jeg synes det er rart at se, at så mange dygtige kunstnere kan samles i et netværk.

Jeg har købt kurset "Bliv set som kunstner" og har fået oprettet en facebookside."

Rikkes råd til andre kunstnere:
"Jeg bliver glad og får ro af at være kreativ. Så mal, strik, tegn og modellér alt, hvad du kan."


Følg Rikke Stiig på hendes
facebookside

og se flere af Rikkes værker på hendes hjemmeside: www.rikkerix.dk


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst