Jytte Nielsen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Jytte Nielsen

August måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Jytte Nielsen

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Jytte Nielsen, Jeg bor på Langeland, hvor her er rigtig mange kunstnere.  Jeg er kunstner fordi, kunstner?.....det har altid ligget i mig, at skulle tegne og være kreativ fra jeg var barn. I skolen var det nok det eneste, der interesserede mig, når vi havde tegning, ud over håndarbejde. Alt andet sagde mig ikke så meget.

Det som egentlig gjorde, at jeg kom ind på den kunstneriske vej var,  da jeg som 16 – 17 årig kom i huset, hvor jeg skulle passe tre børn. Der fik jeg rig mulighed for at tegne med børnene. Deres farfar var en meget dygtig fotograf - Frode Bendixen, som ofte kom på besøg og beundrede det, jeg lavede. Måske var det derfor, forældrene mente, jeg havde et talent, som skulle videreudvikles.

Det var nemlig dem, der blev ” skyld ” i, at jeg kom ind på Kunstakademiet i Odense, hvilket mine forældre bestemt ikke var begejstret for.

Jeg kom på Kunstakademiet, da jeg var omkring 18 år. Jeg fik job på Dannevirke Soldaterhjem i kantinen, for der skulle jo også tjenes penge. Det blev hurtigt sådan, at jeg blev bedt om at blive og hjælpe til, når jeg skulle på akademiet.  - Jeg havde lært hjemmefra, at man gjorde, hvad man blev bedt om, -  derfor sagde jeg aldrig nej, og kom næsten altid 2-3 timer for sent. Da der var gået ca. 3 måneder, besluttede jeg mig for, at stoppe på Kunstakademiet.

Jeg sagde til min lærer, Kaj Kyhlborg, at jeg ville stoppe. Kunstakademiet lå dengang på Læsøgade, et ganske almindeligt to etagers hus, hvor vi tegnede ovenpå. Da jeg var på vej ned ad trappen, kom han ud, kaldte på mig og sagde, at han ville søge legat, så jeg ikke behøvede at arbejde, -  for han mente, jeg havde talent for at tegne. Jeg takkede pænt nej tak, -  jeg havde truffet min beslutning, og sådan blev det. Jeg fortsatte ned ad trappen, og ”vendte mig ikke om”. Derefter blev jeg industrisyerske i 18 år, og hvad der ellers er fulgt med….. Senere kom mand, børn osv.

Årene gik, jeg tænkte ikke mere på kunst overhovedet. I 1990 åbnede jeg min egen blomsterforretning helt fra bunden, hvor vi boede, efter at have deltaget i flere kurser. bla. Søhus Gartnerskole. Følte jeg havde hele verden i min hule hånd i de 5 år, der fulgte, men måtte lukke mit livsværk på grund af en dårlig ryg i foråret 95.

Allerede samme efterår kom jeg til at tænke på den vej jeg gik ud af for ca. 32 år siden, den ville jeg finde tilbage på…..kunstens vej. Jeg fandt ind på den gamle vej kort efter jeg var blevet 50, da startede jeg på Svendborg Kunstskole, hvor alt det som jeg havde gemt i min rygsæk i alle de år, væltede ud fra alle revner og sprækker.

Da jeg på grund af min mands arbejde i 1999 skulle rejse til USA sammen med ham var jeg klar til at stå ” på egne ben ”, ingen lærer til at puste mig i nakken. I et og et halvt år havde jeg ikke andet at lave end at male, hvilket havde stor betydning for mig.

Jeg har været kunstner siden....

eller i hvert fald følt mig som sådan, efter jeg kom hjem fra USA i 2000. Et og et halvt år, hvor jeg ikke havde andet at tage mig til end at male, gjorde at det kom til at ligge dybt i mig, og jeg har ikke kunnet slippe det siden. Jeg var i øvrigt så heldig, at komme med på en cesureret udstilling på Lexington Kunstmuseum med hele to billeder, medens jeg var derovre.

 

 

 

 

Jytte Nielsen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Jytte Nielsen

 

 

 

 

 

Jytte Nielsen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Jytte Nielsen

En typisk dag, hvor jeg arbejder med min kunst…

Jeg har ikke det, man forbinder med en typisk dag. Jeg er pensionist med et rimeligt stort lænderygproblem, som jeg er nødsaget til at tage hensyn til. Typisk står jeg op mellem 6:00 - 7:00, men kommer ikke i gang før omkring kl. 9:00 – 9:30, da min krop først skal være klar. Det er meget forskelligt, hvornår jeg maler. Det kan være på alle tidspunkter og varighed. Jeg har mit værksted, som jeg elsker at opholde mig i, hvor jeg går igennem flere gange dagligt, hvilket inspirerer mig til ofte at tage penslerne, - selvom jeg har gang i noget helt andet. Det kan være få penselstrøg, der lige skal gøres, men ofte bliver jeg fanget der i flere minutter og nogle gange timer, da jeg har svært ved at slippe det, når jeg først er kommet ind i det.

Det bedste jeg ved er, at sidde på mit værksted og fordybe mig i mine billeder - sidde og lukke alt andet ude -  lytte til min musik og stille og roligt komme ind i mit univers og få det til at lykkes. Det aller bedste er nok, at jeg kan ” tåle ” at male, selvom jeg har mit rygproblem, da der er er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg skal bare lytte til signalet om, at nu er det tiden til en pause. Jeg kan bruge ordene igen: Det bedste jeg ved er……., at jeg har et positivt sind, så jeg altid finder muligheder i stedet for begrænsninger. Jeg er dybt taknemmelig for, jeg kan male og jeg er lige så taknemmelig for, jeg har en mand der accepterer min store passion, og er der altid når jeg har brug for hjælp.

Som pensionist kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til i alle døgnets 24 timer, men det bedste for mig er, at jeg kan male og ikke behøver at tænke på, at jeg skal leve af det og hvad andre synes om det.

 

Det værste jeg ved…

ja, det må absolut være, at jeg ikke længere kan alt det, som jeg gerne vil med min kunst, som jeg kunne før. Jeg vil gerne ud med mine billeder, men jeg kan kun klare at sidde, stå og gå i kortere tid af gangen. Det begrænser mig utrolig meget. Jeg kan ikke tilbyde at hænge billeder op til en udstilling og ved ikke om jeg kommer til det. Den uvished bryder jeg mig ikke om. Jeg har svært ved at sige ja til at udstille, for jeg ved ikke, om jeg kan til den tid, det nu måtte være. Dog har jeg prøvet et par gange at takke ja til en udstilling og betale for det, for derefter at måtte melde fra, når tiden er kommet -  på grund af helbredet. Det hader jeg.

Jeg bliver allermest inspireret af….

Ja, hvad har egentlig inspireret mig? Jeg er nok meget gået mine egne veje. Da jeg startede med at male, skulle jeg bare male, fordi det havde jeg lyst til -  jeg kendte faktisk ikke meget til kunstnere eller kunst som sådan dengang. Jeg var bare kreativ og skulle prøve det hele. Jeg husker, jeg havde et maleri med på en af mine første udstillinger på Filosoffen i Odense -  en mand kom hen til mig og sagde - Salvador Dali……ham har man set så meget….. og så gik han igen. Det gik først op for mig senere, hvad han mente og så begyndte jeg at kigge lidt til Salvador Dali, for det var da interessant, mit billede kunne sammenlignes med denne store maler. Måske lod jeg mig inspirere af ham i en periode. Jeg købte for mange år siden en bog af Hans Richard Giger, ikke fordi jeg har forsøgt at male i den retning, -  men den satte nogle stærke følelser i gang i mig. Farver og musik er nok det, der inspirerer mig mest. Musikken kan være lige fra meditation til rock, alt efter hvad stemning, jeg skal frembringe i mine værker -  og hvad stemning jeg selv er i.  Selvfølgelig har jeg kigget på, hvad andre kunstnere maler, men jeg har nok lukket af igen, for jeg er en stædig person. Jeg vil sgu helst være min egen - ligesom katten.

 

 

 

 

 

Jytte Nielsen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Jytte Nielsen

 

 

 

 

Jytte Nielsen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Jytte Nielsen

 

 

 

Jytte Nielsen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Jytte Nielsen

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker i...

Uha, til den tid bliver jeg 77, men forhåbentlig mere aktiv, end jeg af gode grunde ikke har været længe. Til gengæld har jeg ikke de store ambitioner. Jeg skal bare male og have det rart. -  Det er min livskvalitet, der er det vigtigste, - selvom det vil være fint, hvis jeg kunne komme fast ind på et lille galleri eller to, hvor mine billeder kunne blive solgt. De vil sikkert også kunne ses i diverse kunstforeninger. Jeg tror, jeg stadig har fast udstilling på Hotel Rudkøbing Skudehavn, (Langeland), som er et smukt sted at vise sin kunst. Det jeg har fået lovning på at have lige så længe, jeg har lyst.

For mig er god kunst…

-noget der rør mig, noget jeg vender tilbage til i mine tanker og ikke lige kan slippe. Og så betyder det ikke noget for mig, om han/hun hedder Peter eller Ritta….er kendt eller ikke kendt.

 

Det bedste ved Kunstskolen Anne Atelier for mig er….

Jamen der er såååå meget. Jeg elsker at læne mig tilbage og nyde at lade mig inspirere af alle de tutorials / videoer, hvad enten det er det ene eller det andet. Det er som at pakke julegaver op den første gang, jeg ”pakker op”. Jeg vil sige, at sidste sommer 2016, hvor jeg helbredsmæssigt ikke måtte lave noget i lang tid, jamen…..da fik jeg rigtig øjnene op for alt det, Annes kunstskole har at byde på og det er ikke så lidt.

De billeder jeg maler i dag, (mit nye univers) havde jeg ikke malet, hvis ikke jeg havde været medlem af kunstskolen - og jeg elsker de billeder…... Pu ha….. det er vist kun i Annes kunstskole, man må sige det….. Jeg blev inspireret af en video med Mette Rishøj, -  hun viser, hvordan man maler på lærredet, sprøjter vand på, for derefter at suge det af igen.  Jeg gør det bare på min måde. Semestrene er jeg også meget begejstret for. –  Jeg er bare ikke for god til at få udført opgaverne, – men det er fint, man kan gøre det på den måde og når man ønsker det. De er super inspirerende, og er med til at flytte en. Man får så mange vinkler at anskue tingene på, som man ikke tidligere har tænkt på og man kan gøre det på sin helt egen måde………. Jeg kunne blive ved ved ved.

Tak til Anne og Jesper I giver meget.

 

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:

Lyt til dig selv, vær ligeglad hvad andre mener. Mal fra hjertet og vær ligeglad, om det er det, som er in lige her og nu. Brug de farver du føler for. Mal mal mal, helst hver dag, det er det, der giver ” pote ”, det er der, man lærer sit værktøj at kende.

 

Du kan følge Jytte Nielsen på hendes hjemmeside og på facebook.


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst

 

 


 

Gratis e-bog: "En kunstners syv bud"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få straks vores e-bog "En kunstners syv bud"
ganske gratis.

.
Fornavn
Mailadresse