Majbritt Biegel er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier - september 2018

Majbritt Biegel

September måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Majbritt Biegel

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Majbritt Biegel og jeg er kunstner fordi det er det, jeg kan.

Jeg har adskillige uddannelser, som jeg ikke rigtig har brugt i arbejdsmæssig sammenhæng. Jeg er uddannet ergoterapeut, men har kun brugt anatomidelen af den uddannelse til at lære og forstå, og male hænder.

Jeg har læst musikvidenskab, fordi jeg elsker musik på alle måder (spille, lytte, analysere, skabe…), men kunne desværre ikke færdiggøre studiet – til gengæld bruger jeg det nu i kunsten.

Jeg er også uddannet lærer med billedkunst som liniefag og jeg troede virkelig på, at nu skulle jeg ud og vise, at jeg duede til noget, var noget værd, at nu kunne jeg bruges og samtidig finde min plads. Men det har bare aldrig fungeret.

Jeg har aldrig rigtig været en del af arbejdsmarkedet. Jeg har haft tonsvis af vikariater, som jeg aldrig rigtig har fået feedback på – og har derfor stået bagefter med en følelse af, at det kunne jeg nok heller ikke finde ud af. Talrige nederlag har pillet den smule selvværd og selvtillid ud af mig, der var, og jeg endte i 2013 med at skrabe bunden, for det her var ikke livet værd.

Det blev heldigvis starten på at træffe den beslutning, der gjorde, at familien blev prioriteret først, og dermed livet, og derfor også muligheden for at blive fuldtidskunstner. Så opsummeret, så er jeg kunstner, fordi det er det, jeg kan. Og jeg ville ikke være foruden.

Jeg har været kunstner siden:

Altid. Jeg har altid malet og tegnet, været i min egen lille verden. Med det rod jeg har i hovedet, med selvdestruktive og dystre tanker, så er det min måde at skabe orden og ro på.
For 20 år siden gik jeg på en billedskole. Det var som at komme i himlen, her hørte jeg bare hjemme, desværre turde jeg ikke gøre noget ved det, for tænk hvis det også gik i vasken, ligesom det gjorde med musikstudiet. Men følelsen af, at her var min plads dukkede op igen, da jeg 10 år senere læste til lærer med billedkunst som liniefag.

Men sådan på papiret, så har jeg været kunstner siden 2015, hvor jeg kom ud af systemet og valgte at prioritere familie og liv, og altså at være kunstner. Det var et kæmpe stort ”fuck janteloven, fuck systemet, fuck arbejdsmarkedet. I ville ikke have mig, men det vil jeg gerne, så nu vælger jeg mig!”

En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:

Jeg har et lille bitte hjørne af stuen, hvor jeg arbejder. Lige ved siden af sofa, romaskine og tv. Enten sidder jeg med næsen nede i maleriet, eller også sidder jeg i sofaen og nedstirrer maleriet. Altid kører der en eller anden tv-serie, der fungerer som distraktion mod kaosset i mit hoved.

Jeg er med i et HC Andersen projekt, og for at blive inspireret læser jeg en masse af hans eventyr og udtænker, hvordan min fortolkning skal twistes, så det bliver skævt og passer ind i min udtryksverden. Her bruger jeg nutidssituationer i mine fortolkninger, prøver at ruske lidt op i beskueren, og kan også finde på at kommentere visse hovedløse statsledere med storhedsvanvid.

Mine musikmalerier bygger på stakkevis af fotos, jeg har taget af musikere, jeg har mødt forskellige steder og der går meget tid med at forberede sådan en portrættering, som det ofte ender med at blive.

Da det ofte er folk jeg kender, har jeg et behov for at være meget detaljeret, nørdet og perfektionistisk, så jeg kan stå inde for min fortolkning af det, der ligger bag musikken.

Hunden er menneskets bedste ven - værk af Majbritt Biegel

Hunden er menneskets bedste ven - værk af Majbritt Biegel

Du har jo ikke noget tøj på - værk af Majbritt Biegel

Du har jo ikke noget tøj på - værk af Majbritt Biegel

Blues behind bars - værk af Majbritt Biegel

Blues behind bars - værk af Majbritt Biegel

Romance - værk af Majbritt Biegel

Romance - værk af Majbritt Biegel

Man vs. machine - værk af Majbritt Biegel

Man vs. machine - værk af Majbritt Biegel

Det bedste jeg ved er:

Når jeg bliver spurgt om jeg vil være med. Det kan være en udstilling, en kunstnergruppe, en bunden opgave, eller at blive spurgt om jeg ville være månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier. For så har jeg en fornemmelse af, at jeg gør en forskel, at jeg betyder noget.
Det er også at udtænke en komposition med motiver, farver, fortolkning osv. og når maleriet er færdigt, og jeg tænker, SÅDAN! Det var lige nøjagtig DET, jeg mente.

Det værste jeg ved er:

At stå på en kunstmesse og blive ignoreret. Jeg bliver bekræftet i min usikkerhed og følelsen af ikke at høre til. Det er jo et paradoks at stå og skulle sælge sig selv og være på, når man er introvert, usikker og af og til føler sig uværdig til at være en del af verden. Så hellere møde kritik, for det betyder, at der er blevet taget stilling og at det ikke bare er ligegyldigt.

Jeg er blevet allermest inspireret af:

Først og fremmest af at studere hænder – prøv at se Matador, se deres hænder – og af at studere musikere, når det gælder min egen motivverden.
Ellers bliver jeg allermest inspireret til at skabe af malere som Francis Bacon, Egon Schiele og Andrew Salgado, men også af Norman Reedus’ makabre fotografier og universet i American Horror Story. Det hele handler om, at udgangspunktet er grimt, utiltalende, måske hadet, og behovet for at skabe noget smukt, noget der giver mening.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker:

I musikhuse og koncertsalfoyerer rundt omkring i hele verden. Mine nære drøm er, at den helt rigtige gallerist finder mig, og repræsenterer mig i Danmark og udland. Tænk at kunne komme ud og rejse pga. noget JEG har lavet.


For mig er god kunst:

Når jeg kan se, at sjælen er med, når jeg kan se tvivlen, skammen, usikkerheden, frækheden og stoltheden i et værk. Det, jeg tænder på er, når det bliver lidt uhyggeligt, råt og skævt.


Det bedste ved Kunstskolen Anne Atelier er for mig...

Jeg har altid 10.000 spørgsmål, og har fået svar på det meste herinde. At være alene i sit arbejde som kunstner er hårdt, og her ved jeg, at jeg kan finde hjælp, støtte og muligheder.
En af de ting, jeg kan takke Kunstskolen Annes Atelier for, var da jeg i 2016 fandt HC Andersen festivalen i Odense, hvor jeg søgte ind på deres censurerede udstilling, og fik et billede med. Jeg blev sidste år kontaktet af en, der ville høre om den udstilling, og han ville gerne have mig med i en kunstnergruppe, der fortolkede HC Andersen. Det har bl.a. resulteret i en museumsudstilling på Grønland, og at vi i august havde en separatudstilling som en del af selvsamme HC Andersen festival. Så det kan virkelig åbne døre at være en del af sådan et fællesskab.


Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:

Find din signatur, find dit spor, og følg det.

Jeg tror, det er vigtigt af flere grunde. En ting er din egen udvikling. Hvis du spreder dig over for meget, udvikler du dig ikke. Hvis du gerne vil dygtiggøre dig, er det vigtigt at holde dig fast på det, du gerne vil dygtiggøre dig indenfor.

Du risikerer at blive splittet mellem blot at være kreativ eller ønsket om at være kunstner, hvis du føler at du skal afprøve alt, hvad du synes ser spændende ud. Der er så mange ting, der frister, og som kunne være fedt at prøve, men du kan ikke nå det hele.

Endelig er der det med at blive et navn, at blive genkendt. Hvis du vil det, skal du finde din signatur i værket, din stil. Det er de ledetråde, jeg selv forsøger at følge.

De grimme ællinger - værk af Majbritt Biegel

De grimme ællinger - værk af Majbritt Biegel

Futuristisk saxofon - værk af Majbritt Biegel

Futuristisk saxofon - værk af Majbritt Biegel

Virtuoso - værk af Majbritt Biegel

Virtuoso - værk af Majbritt Biegel

Du kan følge Majbritt Biegel på instagram, på facebook og på hendes hjemmeside.

Kunstskolen Annes Atelier:

Få indblik i kunstbranchen

 Træn og opnå nye kunstneriske færdigheder

Bliv udfordret og nå dine mål

Få et stærkt netværk

 Fordelagtige medlemsrabatter på dine kunstnerartikler, kunstkurser mm. for medlemmer af Kunstskolen Annes Atelier

Få svar i Kunstskolen Annes Atelier på alt det, du ikke finder svaret på andre steder


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst