Februar måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Marianne Lydia Nielsen

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Marianne Lydia Nielsen og jeg er kunstner fordi, jeg ikke kan lade være med at udtrykke mig i ord eller billeder. Fra jeg kunne holde en blyant i hånden, har jeg tegnet og fortalt historier – oftest med mennesket i centrum. Når de andre børn tegnede tændstikmænd og prinsesser med typisk børnehånd, var jeg lidt misundelig, – for det kunne jeg ikke finde ud af. Tidligt lignede mine rigtige mennesker – omend med en umoden streg.

Så jeg tvivler på, at jeg kommer til at male og blive dygtig til det abstrakte, – for jeg kan altid se et motiv eller en fortælling, der presser på for at komme ud som figurativt motiv. De første rigtige malerier var de oliemalerier, jeg malede jeg som 12 årig og det var af genboens hus en vinterdag og af David Carradine, en amerikansk skuespiller.

Jeg har været kunstner siden:

Ja, fra hvornår begyndte jeg at kalde mig kunstner, – siden jeg via Annes Kunstskole fik skubbet og modet til at tage mig selv seriøst som udøvende billedkunstner – og det er stadig med et vist forbehold og tilbageholdenhed, at jeg kalder mig det. For jeg maler jo bare i min fritid og har foræret og solgt lidt af mine malerier til familie og venner. Men drømmen om noget mere får næring af at turde kalde sig kunstner, at turde tage springet og vise sin kunst frem til andre på Facebook, Instagram og til at byde ind på at låne et udstillingssted og vise mine billeder frem næste år op under jul. At tage springet og ville lave en hjemmeside med sin kunst, at sætte pris – sådan i kroner-øre. At have bestillinger, der udfordrer og holder mig til.

I skrivende stund har jeg både et par portrætter og et stort lundebillede i bestilling. Jeg arbejder oftest med akrylmaling og primært med portrætter og fuglebilleder. Og fuglebillederne er delt op i lunder (søpapegøjer), som typisk er søde, sjove og fortæller en lille historie og så mine andre fuglebilleder, der blot er et udtryk for min glæde for de små flyvende væsener, der forskønner vores verden med farver og sang.

En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:

Med 37 timers fuldtidsarbejde er det små oaser klemt ind imellem job og alt det praktiske, vi alle har. Jeg har indrettet et lille atelier i mit arbejdsværelse, men for at nå at male, – så er bord-staffeliet på spisebordet i stuen, med åben adgang til køkkenet, næsten altid i brug. Det kan blive til alt mellem 5 min eller flere timer, alt efter hvad aftenen byder på. Er jeg oppe en tidlig morgen i weekenden for at lufte hunden, så kan jeg også finde på lige at skulle rette lidt på et maleri, – inden jeg hopper i seng og sover videre. Og, strengt forbudt – for det går ud over søvnen og næste dag – hvis det er en hverdag – at sidde til over midnat – fuldstændigt i flow og totalt uden for tid og sted – bare mig og mit maleri.

Det bedste jeg ved, er en weekend, ferie eller fridag, hvor jeg efter morgenmaden kan gå i gang med at male med det samme og bare være helt i flow, – jeg glemmer totalt tiden. Måske er det en detalje på et maleri, jeg kæmper med – for ja, ind i mellem er det en kamp at få lige det bestemte udtryk frem, – der gør at et portræt rammer 100% - eller måske har jeg gang i flere malerier – små detaljer, der bliver rykket rundt på og finpudset. Eller suset ved at tage det helt jomfruelige lærred i brug og fremtrylle en ny historie – et liv levet eller et lille barn i leg, en fugl i flugt eller …

Og så er der glæden, når andre bliver de glade ejere af det maleri, man har lavet. – Når der bliver sendt en lille film, hvordan et ældre ægtepar pakker gaven til deres bryllupsdag op – et maleri af dem og nærmeste familie – deres glade reaktion. Så bliver man rørt, glad og lidt stolt. Eller når en anden skriver, at hun forelskede sig i et af mine malerier af lunder (søpapegøjer) og er taknemmelig for at måtte købe det og give det et nyt hjem, og samme skriver, at glarmesteren, som skulle indramme maleriet og hans kone med de færøske aner, blev helt bløde i knæene over lunderne. Så bliver kunstnerhjertet jo varmt.

Det værste jeg ved, er manglende tid til at male. Der står hele tiden motiver i kø. Jeg skal huske at skrive dem ned – eller lave en hurtig arbejdsskitse i min lille skitsebog, som følger mig næsten overalt, – for måske bliver det først om flere måneder, at der bliver tid til at få dem på lærredet. I perioder er der ikke tid eller energi til at male – og så forsøger jeg at holde gang i ”stregen” ved at tegne – om ikke andet nogle små hurtige skitser.

Jeg er blevet allermest inspireret af:

Det er svært at sige, hvem og hvad der inspirerer mig mest, – for jeg er altid på jagt efter inspiration og har interesseret mig for kunst siden min barndom, men nogle personer er særligt vigtige og har skubbet mig i den rigtige retning. Det er bl.a. min søster Karin, fordi hun faktisk har været den, der har introduceret mig for Annes kunstskole, hvor jeg hele tiden kan hente læring og inspiration, hun har udfordret mig på vores fælles værkstedsdage, hvor vi leger og arbejder med alle former for materialer og udtryk. Hun er også den, som har introduceret mig til og som jeg har gået på kursus sammen med i akvarel hos Birgit Clausen, Lucy Bergström, til workshop hos Indigo Richards og hos Ann-Lisbeth Sanvig. Sidstnævnte har sammen med Anne Juul Christophersen især været en stor inspirationskilde i forhold til mine portrætter, og jeg går fortsat hos Ann Lisbeth. Det giver læring og masser af inspiration at deltage i kurser og workshops og kan kun anbefales.

Og så bliver jeg inspireret af al mulig kunst – på museer, på instagram, på gallerier. Der er et ocean af inspiration at finde, når man er åben over for kunsten.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker:

På et kendt stort og sælgende galleri - i anledning af min 60 års fødselsdag. Nu skal jeg være realistisk og så ville det faktisk være fantastisk, hvis jeg har fundet et godt gallerifællesskab og kan udstille der sammen med andre kunstnere. Et sted hvor vi har værksted/atelier sammen, – det ville give ny inspiration og mulighed for at arbejde med større malerier. Generelt håber jeg at være mere til stede, hvor der sker noget – kunstmesser ol.

For jeg vil da gerne ud og sælge til en større kreds. Og så jeg kan drømme om mere tid til kunsten.

For mig er god kunst:

Jeg tænkte, hvordan slipper jeg uden om klicheen: ’Kunst, der taler til mig’. Det gør jeg ikke, for det er det her milliontedel sekund hvor du ser på et kunstværk og bliver hængende, fascineret, underholdt, draget ind i det der sker, - eller ikke sker. Kunstværket taler til et eller andet dybt i mig – og jeg skal til at analysere, hvad det er, der gør at dette værk gør et eller andet ved mig, sætter følelser eller tanker i gang. Det behøver ikke være smukt, det kan være noget jeg aldrig selv ville hænge op – det kan provokere, frastøde eller røre mig. Og jeg er fuldstændig lige glad, hvad andre måtte mene om værket, for det er mig det skal påvirke …

Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig:

At det er en rig kilde til inspiration, teknik og mig har det givet viljen til at blive ved kunsten, give den tid, rum og energi, at tage sig selv seriøst som kunstner, gode råd til at komme ud med sin kunst og så ikke mindst de to skønne mennesker, Anne og Jesper, der med lune og en skøn tilgang til at undervise os, gavmildt deler ud af deres viden, for at lette vores andres vej i den kunstneriske jungle.

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:

Bliv ved, kæmp for jeres passion, for den er dybt forankret i jer og giver så meget igen, når den får plads i jeres liv. Hvis I som jeg har fuldtidsarbejde, så find de små oaser af tid, – nogle gange skal der kun 5 minutter til at gøre en forskel fra forkert til perfekt – og ja, andre gange skal værket i skammekrogen og måske blive der i måneder, indtil man har fundet ’løsningen’ på det, man kæmpede med. Men så start på et nyt værk. Bliv ved, meld dig ind i Annes kunstskole, hvor du kan lære en masse, få inspiration og feedback. Tillad dig at kalde dig kunstner, – tag dig selv seriøst, også selv om det måske ikke er din primære levevej. Jeg er, som mange af jer her, ikke fuldtidskunstner, – men forsøger at bide mig fast, forsigtige små skridt. Men vi og vores kunst bliver først til noget i samspil med andre mennesker, så vis frem hvad du kan og hvad du laver .– Ja, du vil få kritik, og noget kan du bruge til at udvikle dig på og andet … ikke alle behøver at elske det, du laver.