Billedkunstner Gitte Valentiner-Branth

Marts måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Gitte Valentiner-Branth

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Gitte Valentiner-Branth, og jeg er kunstner fordi... det er det, jeg er i hele min krop og sjæl. Det er min rette hylde, min passion, det er der, jeg hører hjemme, og det var en kæmpe forløsning, da jeg endelig fandt ud af det. Jeg tænker i billeder og det føles bare helt, helt rigtigt, jeg er som en fisk i vandet – jeg elsker at skabe billeder.

Jeg har været kunstner siden… jamen et eller andet sted har jeg været det altid. Som barn tegnede jeg konstant, både i skolen og på mit værelse efter skole.

Jeg tegnede mønstre, heste og damer og lavede mine egne tegneserier og farvelagde med kraftige farver. Jeg elskede formningstimerne, der fik jeg også de bedste karakterer. Jeg har gået til croquis og foto og har samlet på ”billeder”, siden jeg var barn. Jeg har klippet ud fra blade, lavet kæmpe væg-collager de steder, jeg har boet og været totalt tiltrukket af farver altid.

Siden søgte jeg ind på alle reklamebureauer i Kbh. og på Den Grafiske Højskole, men uden held. Dernæst fulgte det ene job bare det andet og først her i en sen alder, fik jeg endelig gang i maleriet. Jeg var dybt frustreret i en periode og fik nogle timer hos en coach. Jeg sagde til hende, at jeg så gerne ville male – ”jamen, hvorfor gør du det så ikke”, sagde hun. – Det lyder banalt, det er det også…men dagen efter gik jeg i gang. Og så kan det ellers nok være, at det hele eksploderede. Det var som at ”komme hjem” og jeg kunne slet ikke stoppe. Og gør det heller aldrig.

"Living Room" - værk af Gitte Valentiner-Branth

Månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

"One big family" - værk af Gitte Valentiner-Branth

"Spotlight" - værk af Gitte Valentiner-Branth

En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:
Jeg maler altid på flere malerier på én gang. Så går jeg lidt rundt, frem og tilbage og ser på, hvad jeg har gang i, kigger på udklip eller lignende og finder frem til, hvordan jeg kommer videre. Jeg kan godt lide at arbejde på noget og så lade det stå lidt, for så at tage fat i det igen på et senere tidspunkt. Så ser jeg på det med nye øjne og nye muligheder åbner sig. Ofte laver jeg små skitser eller tegner nogle linier, som skal danne rammen om maleriet, men det er ikke altid, jeg har en fast ide om, hvordan et billede skal tage sig ud… Det kan godt ændre sig undervejs mange gange…. Hele tiden er jeg i en proces med, hvornår der er balance i billedet og hvornår det har det udtryk, jeg gerne vil have, samt hvornår der er afstemning i farverne. Det er en spændende proces… Nogle gange (ofte) kan det tage lang tid. Man kæmper og kæmper, før man er tilfreds. Andre gange går det hurtigt.

Jeg arbejder primært om aftenen, da jeg har arbejde om dagen.

Det bedste jeg ved er… at gå på billedskole og lære en masse nyt og være sammen med andre kunstnere. Det er super fedt at være sammen med andre, der har det på samme måde, sparre og dele oplevelser og erfaringer. Det er en meget intens periode og man er fuldstændig færdig og træt efter hver eneste dag, - men fyldt op med tanker og inspiration omkring sit udtryk og sine farver. Det er mega fedt, at være så dybt opslugt at det. – Ville ønske, jeg kunne gøre det meget oftere.

Det værste jeg ved er… at jeg er nødsaget til at have et almindeligt arbejde, for at kunne overleve… Det ville være fantastisk at kunne være i flowet og kunne koncentrere sig om at male billeder (og alt det andet arbejde der ligger i at arbejde professionelt med sin kunst, som også kræver en stor indsats) uden at blive ”forstyrret”  og taget ud af processen. Men det er desværre en nødvendighed, når man er alene.

Jeg er allermest inspireret af… Der er rigtig meget, jeg bliver inspireret af… hele tiden… Det kan være bygninger, billeder i magasiner, naturen, et gulvtæppe, design, linier, former, farver…anything… Lige i øjeblikket er jeg meget inspireret af rum og interiør. Jeg synes, det er spændende at lege med vores almindelige rum såsom køkken, stue, soveværelse m.m. og give rummene en form for tomhed, så kan man som beskuer, selv lægge i det, hvad man vil. Men det er generelt nok mest linier, der inspirerer mig. 
Det kan fx være i gadebilledet, højhuse, fabrikker, gamle slidte steder, siloer m.m. I mine interiørbilleder er det også linierne, der spiller en stor rolle, rummets opbygning, formen på en stol, formen på alle mulige sjove lamper osv.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker… på gallerier rundt omkring i DK og måske også i udlandet. De har måske ændret udtryk, men man har sit formsprog, så det kan altid ses, hvem der er kunstneren. Forhåbentlig har jeg et samarbejde med en anden kunstner. Vi udstiller sammen og laver fælles projekter og støtter hinanden. Jeg har travlt med mine billeder, tager på kunstrejser sammen med andre kunstnere og ser på flotte udstillinger og museer i hele verden. Jeg lever af min billedkunst og arbejder derfor ikke mere på kontor, så jeg er verdens lykkeligste kvinde. 🙂 Det er i hvert fald mit mål og det, jeg drømmer om. 🙂

 

 

 

"The pink table for two" - værk af Gitte Valentiner-Branth

"Blue Room" - værk af Gitte Valentiner-Branth

For mig er god kunst noget, der er unikt. Noget der er gennemarbejdet, noget der taler til mig, noget jeg bliver fanget af, noget jeg reflekterer over…. på en eller andet måde. Det er ikke til at sige hvad. Ved kun selv, når man bliver ramt af noget.

Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig… at få de månedlige input med meget relevante emner som interesserer mig som billedkunstner. Det kan være en teknik, jeg måske ikke lige kendte, en kunstner som jeg ikke kendte til og ikke mindst, at få hørt de problemstillinger, som vi nok alle sammen sidder med, blive vendt og drejet og måske forklaret, så man kan få en klarhed på nogle af dem. Det synes jeg er mega fedt. Anne er god til at få belyst mange vinkler af det at være billedkunstner, og jeg bliver ”ramt” gang på gang af emnerne. Jeg synes, det er skønt at få de input og rart at tænke, jamen der er andre, der tænker lige som mig - og der er andre, der har de samme udfordringer, som jeg sidder med.

 

 

Det bedste råd jeg kan give andre kunstnere:

Bliv ved med at øve dig. Tag ud og se på så meget kunst som muligt, udstillinger, museer, kunstmesser… Det er enormt lærerigt, man finder ud af, hvad der rører sig i kunstverdenen, man bliver inspireret, man bliver bedre til at vurdere, hvad man kan lide og ikke lide.

Tag på kurser og billedskoler og lær en masse. Læs kunstmagasiner og kunstbøger, der er nok at tage fat på.

Det er det, jeg selv gør og jeg elsker det hele. Jeg er meget nysgerrig og vil gerne følge med og erhverve viden om, hvad der sker inden for branchen.

"Mirrors" - værk af Gitte Valentiner-Branth

 

Du kan følge Gitte Valentiner-Branth på hendes hjemmeside og på hendes facebookside.


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst

 

 


 

Gratis e-bog: "En kunstners syv bud"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få straks vores e-bog "En kunstners syv bud"
ganske gratis.

.
Fornavn
Mailadresse