Billedkunstner Jan Winther Jensen

November måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Jan Winther Jensen

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

1. Mit navn er Jan Winther Jensen, og jeg er kunstner fordi... Kunsten, altså for mit vedkommende male- og tegnekunst er blevet min udtryksform nu.

Fordi det giver mig et værdifuldt indhold i livet.

Det gør mig glad med glad på, at lave mine billeder, og så er kunsten en smaddergod katalysator, til at udtrykke holdninger og glæde.

2. Jeg har været kunstner siden:
Maleriet begyndte en lørdag for 5 år siden. Jeg kedede mig og tænkte, ”jeg vil prøve at male, det kunne være sjovt”. Derfor kørte jeg til en hobbyforretning i Næstved, og sagde de samme ord til den flinke ekspedient: ”Jeg vil prøve at male”.

Jeg må have lignet Gyldenspjæt på juleindkøb med Fru Rasmine, da jeg gik derfra, men nu var jeg i hvert fald i gang.
Siden dengang, og mange kurser senere, er jeg der, hvor jeg er i dag.

På et tidspunkt prøvede jeg at indsende værker til censurerede udstillinger; Roskilde åbne censurerede 2013 samt Hvidovre censurerede 2014, og jeg kom igennem begge steder. Det gav mig blod på tanden, og i sommeren 2014 havde jeg min soloudstilling, "Pay Back Time" på Stevns Fyrcenter.

I virkeligheden har der altid boet en lille kunstner i mig, blot med andre virkemidler.

Som uddannet bygningssnedker har jeg haft træet tæt inde på livet og har, udover døre og vinduer, lavet alverdens ting af træ, gennem tiden.
Derfor er den kreative åre ikke fremmed for mig, og det sker da stadig, at jeg en gang i mellem går på værkstedet og snitter en pind.

Med til historien hører også, at jeg ikke mere er på arbejdsmarkedet pga. sclerose, som giver mig nogle fysiske begrænsninger i perioder. Derfor er jeg så flintrende glad for, at jeg har opdaget mulighederne med farver og blyant.

 

 

Værk af Jan Winther Jensen

 

 

 

Værk af Jan Winther Jensen

3. En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:
I virkeligheden er der ikke noget typisk over mit arbejde med kunsten, men et bud kan være, at jeg føler mig mest ”fri” og inspireret om morgenen, inden tankerne bliver ”forurenet” af radio/tv og andre gøremål.

Da sætter jeg mig ud i havestuen med kaffen (vigtig) og kigger på det igangværende billede, hvis det er et maleri, der på det tidspunkt er det igangværende.
Det er i det øjeblik, jeg bedst kan se, hvordan jeg kan komme videre med det.

Er det derimod tegninger, jeg arbejder på, så er jeg at finde ude i naturen, hvor jeg lader mig inspirere af, hvad øjnene ser. Når jeg er på motiv-jagt, opsøger jeg de emner, som emmer af historie. Det smukke forfald, skrammel og faldefærdige huse, som man normalt ikke ville værdige et blik, når vi skal køre fra A til B.

 

4. Det bedste jeg ved er... Når en af mine døtre siger til mig: ”Det billede ville passe perfekt til min væg, og der er også et fint søm, det kan hænge på”. Sådan en oplevelse er meget mere værd for mig, end tusindvis af kroner.

 

5. Det værste jeg ved:
Tiden mellem to værker.
Når jeg er blevet færdig med et billede, men endnu ikke er kommet i gang med det næste.
Da føler jeg tomhed.

 

6. Jeg er allermest inspireret af:
Mit nærmiljø og de omgivelser jeg færdes i, men også emner som giver anledning til at have en holdning. Jeg er udmærket klar over, at spørgsmålet nok mest mener, hvilken kunstner jeg er inspireret af. Til det kan jeg sige, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for netop IKKE at lade mig inspirere af andres kunst. Af samme grund er det meget begrænset, hvor mange (men dog nogle) udstillinger eller kunstmuseer, jeg har besøgt. Netop for ikke at blive for ”farvet” af de kunstretninger, der findes i forvejen.
Jeg vil være helt min egen, take it or leave it.

7. Om 5 år vil du kunne opleve mine værker... Uha- jeg har ikke de store ambitioner, om at blive verdenskendt eller super anerkendt. Men skulle det ske, så tager jeg gerne det med. Det, der er vigtigst for mig er, at jeg kan gå og hygge mig med mine malerier og tegninger, og på den måde skabe et meningsfyldt indhold i min tilværelse, qua jeg ikke er erhvervsaktiv mere.

 

8. For mig er god kunst... Værker der får mig til at stoppe op, for at udforske det yderligere. Værker med holdning samt værker der underholder, det er for mig god kunst. Det betyder samtidig også, at det ikke nødvendigvis er det pæne sofastykke, der fanger min opmærksomhed, men allerhelst et værk hvor jeg stopper op og tænker ”Hey, hvad sker der lige her!?”

 

9. Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig... Det er uden tvivl det netværk, jeg nu er blevet en del af. Det er netværket, hvor jeg på den ene side har Annes og Jespers professionelle tilgang til kunstskolen, og samtidigt har lært mange dejlige mennesker at kende. Sammen har vi vores fællesskab i passionen for kunsten, hvor vi, som udøvende kunstnere, men også som nydere af kunst og hinandens fællesskab, kan dyrke vores lidenskab.

 

10. Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er… Bliv en del af et (eller flere) netværk med andre kunstnere. Det er af uvurderlig betydning. Om man skal dygtiggøre sig via kurser er jo meget individuelt, men det kunne også være et bud på et godt råd. Selv tager jeg hvert år på kursus på Kunsthøjskolen på Ærø. Udover at det altid er rart at komme hjemmefra og få maden serveret, er der en bred vifte af kursusmuligheder på de danske kunsthøjskoler.

 

 

 

Værk af Jan Winther Jensen

 

Du kan følge Jan Winther Jensen på hans hjemmeside og på hans facebookside.

Værker af Jan Winther Jensen


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst