Billedkunstner Kirsten Herse

Oktober måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Kirsten Herse

 

”Jeg vil gerne dele mit indre ”foto”, som jeg har, fra alle de spændende steder jeg ser og oplever.”

 

Begyndte i 1971 med akvarel

”Jeg vil gerne dele mit indre ”foto”, som jeg har, fra alle de spændende steder jeg ser og oplever.”

Sådan fortæller Kirsten Herse, som er denne måneds kunstner i Kunstskolen Annes Atelier – og der er ingen tvivl om, at Kirsten har oplevet mange spændende steder, hun har altid gang i rigtig mange spændende projekter og hun er vidt berejst

”Jeg bliver inspireret meget på rejser, hvor jeg fotograferer. Desuden museer, udstillinger, TV og mange bøger. Jeg elsker bøger. Naturbøger med flotte fotos, hvor detaljer, små hjørner kan blæses op til fantastiske abstrakte linjer og farver.”

Kirsten begyndte tilbage i 1971 med at male akvarel. Efter at have arbejdet med akvarel i 39 år, skulle der i 2008 ske noget nyt, og Kirsten gik over til at male med akryl – og senere kastede hun sig over oliemalingen. I dag arbejder hun med både olie og akryl – og hun udfører gerne værker i mixed media.

Maleri af Kirsten Herse

Maleri af Kirsten Herse

Planer om et "rigtigt" værksted

I mange år har Kirsten Herses værker været at finde på flere af landets kunstmesser og hun udstiller også ofte i gallerier og kunstforeninger. Hun er medlem af Art Exclusive og hendes billeder kan opleves i Galleri Brænderigården i Horsens.

Fremadrettet vil Kirsten Herse gerne udstille i gallerier i både ind og udland, men hun er færdig med at betale gallerier på forhånd, for at udstille.

”De gallerier er der rigtig mange af, og dem har jeg valgt fra.” siger Kirsten, som arbejder meget for løbende at udvikle sig.

”Jeg deltager på mange kurser, jeg rejser meget og går på udstillinger. Jeg har en plan om, måske at få et ”rigtigt” værksted, og ikke et hjørne af stuen eller i vores butik. Et sted, hvor jeg kan slå ud med armene, og ikke være bange for, hvor klatterne rammer.”

Butikken der refereres til, er Smykke-Snedkeriet i Gilleleje hvor Kirsten, sammen med Jytte Bonde, designer smykker af mærket Cleopatra Design.

Billige rammer og lærreder duer ikke

Kirsten Herse har arbejdet med billedkunsten i mange år og har gjort sig mange erfaringer, som hun gerne deler gerne ud af til andre:

”Bare kast jer ud i det. Noget bliver noget værre bras, men andet viser sig at kunne holde.

Mal rigtig mange malerier, mal med akryl og olie og føl, hvad der passer bedst. Vær ikke bange for det hvide lærred. Det er ikke grøntsager, som forgår. Det kan males over, og mange lag giver måske lige det, som man gerne vil frem til. Jeg prøver mig frem med mange stilarter og synes at: ”nu har jeg fanget lige det, jeg vil sige”, men næste dag går det galt igen, og så kommer den store slettepensel frem.

Begynd med f.eks. akryl i store tuber. Invester i Amsterdam Expert eller i system 3. De er ganske udmærkede at begynde med og billigere end Golden, som jo er den dyre løsning, men også den bedste. Køb grundfarverne og et par yndlingsfarver.

Køb gode pensler, det er dødsygt, når de taber hårene. Køb gode lærreder, der skal ikke spares. Billige rammer og lærreder duer ikke i længden. De bliver skæve eller går i stykker. Har man lyst til mange lærreder, så invester i en rulle godt lærred, gode ”pinde” og spænd selv op. Jesper har en video liggende på Annes Atelier om, hvordan man gør.”

Maleri af Kirsten Herse

 

Du kan følge Kirsten Herse på hendes hjemmeside.

Foto fra kunstmesse med Kirsten Herses billeder på væggene


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst