Hvilket lærred skal jeg bruge?

Besvaret af Anne Juul Christophersen Billedkunstner og indehaver af Den frie skole for kunst

Besvaret af Anne Juul Christophersen
Billedkunstner og indehaver af Den frie skole for kunst

Spørgsmål:

Hej Anne

Jeg har nu i snart 8-9 år malet på lærred fra Bilka, Harald Nyborg og Søstrene Grene. 
Hvis man sætter dem i rammer og selv borer ekstra huller, så holder de formen, men ellers kan jeg da godt se, at de slår sig, og er lette som en fjer.

Nogle siger, at lærredet skal være brunt på bagsiden, ja det er dem fra Bilka altså også.
Og det er ikke altid, at det hjælper at banke de små kiler i, for at spænde det op.

De store kunstnere (dem som jeg håber på at blive en del af, når jeg bliver voksen) de har nogle lækre lærreder, som er ret tunge.
Og dyre..

Jeg kan se, at du (eller Jesper) laver dine egne.
Hvad skal jeg gå efter? Der er jo flere forskellige muligheder.. Hør eller bomuld?
Og så er der forskellige kvaliteter..

Hvis man køber en rulle, hvad så med den ramme, som det skal spændes op på?
Køber man det træ, samme sted som lærred eller i byggemarkedet?

Og skal man male på lærred for at blive til noget?
Sidst jeg var på Art Copenhagen i Forum, gik jeg og kiggede på materialer, og nogle brugte brædder eller plader.

Jeg syntes, at 6 lærreder til næsten 800 kr. er mange penge, når man som jeg er på dagpenge. 
Men til gengæld vil jeg jo også gerne sælge noget ordentligt, når nu en kunde er vild med mit motiv – det skulle jo gerne holde i mange, mange år. :o)

De allerhjertligste hilsner

Winnie

Svar:

Hej Winnie,

Jeg vil helt klart anbefale, at du skifter til noget bedre lærred.

Især når du har været i gang så længe.

Det kan være rigtig fint at male på lærreder fra de steder, du nævner, når man skal i gang med at male, men på et tidspunkt gør man sig selv en stor tjeneste, ved at skifte til noget bedre.

Det er ikke nogen garanti for kvalitet, om lærredet er brunt på bagsiden.

Og ja 800 kr. for 6 lærreder er mange penge (alt efter hvor store lærrederne er selvfølgelig).

Det er også en af grundene til, at vi selv spænder mine lærreder op. – En anden og mindst lige så vigtig grund er, at så ved jeg, at kvaliteten er i top.

Inde i kunstskolen kan du se Jesper spænde et af mine lærreder op.

For at spænde dem op, skal man købe både lærred og blindrammer.

Det kan købes det samme sted. Blindrammerne er specielt lavet til at formålet. 

Jeg handler næsten altid hos Aart de Vos og de er super hjælpsomme, hvis man går derind eller hvis man ringer til dem.

De vil kunne guide dig til lige det lærred og de blindrammer, du skal bruge. (Der findes selvfølgelig en masse andre kunstnerartikel-butikker, hvor de også kan hjælpe dig, men nu er det Aart de Vos, jeg selv bruger og er meget glad for, derfor nævner jeg dem).

Man kan sagtens male på plader og brædder. Det kan tilmed forstærke ens udtryk.

Kh Anne

Fakta:

Kvaliteten af lærred og opbygning har stor betydning for både holdbarhed og arbejdsoplevelse.

Billige færdiglærreder kan fungere fint i begyndelsen, men har ofte lettere rammer og tyndere dug, som kan slå sig over tid.

Kraftigere lærred og solide blindrammer giver større stabilitet og længere levetid.

Det er ikke et krav at male på lærred – mange kunstnere arbejder også på plader eller brædder – det vigtigste er, at materialet understøtter både udtryk og holdbarhed.