Kan jeg få mere akrylmaling for pengene??

Besvaret af Anne Juul Christophersen Billedkunstner og indehaver af Den frie skole for kunst

Besvaret af Anne Juul Christophersen
Billedkunstner og indehaver af Den frie skole for kunst

Spørgsmål:

Kære panel

Jeg har malet med akrylmaling i mange år og køber oftest både maling og lærred hos Søstrene Grene. Der er efterhånden mange, der har sagt til mig, at jeg vil få meget mere for pengene, hvis jeg køber noget der er dyrere. Er det rigtigt? Jeg er egentlig godt tilfreds med det, jeg bruger nu – og jeg har ikke lyst til at bruge de ekstra penge, hvis jeg ikke får noget ud af det.

Mange hilsener fra Bente

 

Svar:

Kære Bente

Tusind tak for dit spørgsmål.

Jeg vil helt klart anbefale dig at bruge en bedre maling, end den fra Søstrene Grenes.

Den kan være fin nok, til at lave sine allerførste eksperimenter på lærred, men når man, som du skriver, har været i gang i mange år, så er det på tide at prøve noget, der er bedre.

Jeg vil anbefale dig at prøve ”Winsor og Newton Galeria” –serien.

Det er en god maling. Ikke den allerbedste man kan få, men en super maling – også til prisen. En halv liter koster omkring 70 kr.

Jeg startede selv med Galeria, men er i dag skiftet til ”Golden”, som er en rigtig, rigtig god maling – men desværre også dyr.

En halv liter Golden koster mellem 250 kr og 650 kr.

Jeg er fuldstændigt overbevist om, at du vil finde det fuldstændigt fantastisk at skifte maling.

God fornøjelse.

 Kh Anne

Fakta:

Kvaliteten af din akrylmaling påvirker farvedybde, dækkeevne og holdbarhed. Billig akrylmaling kan være fin til begyndere og små eksperimenter, men semiprofessionelle og professionelle akrylmalinger har højere pigmentindhold og færre fyldstoffer, hvilket giver bedre farver og arbejdsglæde.