Af: Anne Juul Christophersen

Bagefter kommer tvivlen, usikkerheden og tanken om, hvad andre synes.

”Når jeg står og maler – så føles alting godt, jeg nyder det.

Men når billedet så er færdigt og andre skal se det, føles det pludseligt alt for personligt. Så kommer tvivlen, usikkerheden og tanken om, hvad andre vil tænke om billedet. Og så får jeg lyst til at gemme billedet langt væk.

Det er muligvis fordi jeg er vældig meget en nybegynder - eller skal jeg regne med at det fortsætter sådan?”

- Sådan skrev og spurgte et medlem af kunstskolen inde i vores sparringsforum.

Og ja, må jeg ”desværre” sige,

- det fortsætter sådan…

For som kunstner arbejder du hele tiden på kanten af din formåen.

Du er, i dine værker, altid ude at afsøge den yderste afgrund.

Du prøver nyt
- som måske holder vand – måske ikke.

Du fortæller og deler tanker og følelser fra dit indre.

Du kæmper med komposition, – fortælling, – farveholdning, – streg og budskab i hvert enkelt værk.

Og det er ikke kun som nybegynder.

Det bliver du ved med – altid.

Og derfor stopper usikkerheden aldrig.

Og ja, det ER hårdt.
Heldigvis bliver du med årene også bedre til at tackle de følelser, – men de er med dig – altid.

Det gode er, at det faktisk slet ikke er så skidt.

FOR

- den dag du ikke kan føle et strejf af usikkerhed, spænding og nervøsitet, når du skal vise et nyt værk frem, – den dag er det nok på tide at lægge penslerne fra dig.

Det er nemlig netop i det spænd mellem total frustration og usikkerhed contra total glæde og eufori at magien sker.

Det er lige dér, du rykker videre som kunstner.

Det er lige dér, det du skaber bliver ægte, får kant og vil røre andre mennesker.

Og det er modigt.

Alle kunstnere er modige.

Det er hårdt og kan være opslidende, – men heldigvis på samme tid så utroligt befriende, berigende og opløftende.

Så mit svar til dig kære nye (eller garvede) kunstner:

Vær ikke bange.
Glæd dig hellere over, at du er godt på vej.

Held og lykke.