Pernille Gundersen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Pernille Gundersen

Juli måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Pernille Gundersen

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Pernille Gundersen og jeg er kunstner, fordi jeg ikke kan lade være! Banalt – men sandt!! Det kan være helt overvældende at mærke, hvordan jeg visse dage er kriblende rodløs, indtil jeg kan komme i gang med at male/trykke/skitsere. Jeg har stort set altid ”kunstnerblikket” fremme. Dét er en måde at se på, som scanner alle omgivelser, alle situationer, alle film og tv-udsendelser, alle visuelle kommunikationer for mulige motiver. Jeg kan f.eks. køre i bil med min datter/veninde/kollega og pludselig sige til hende, at hun skal snuppe et foto af den skyformation, vi kan se lige nu i forruden… 

Eller gitterværket i broen, vi kører over… Eller de tre elmaster på linje i højre vejside… (er jeg alene i bilen, må jeg enten stoppe og fotografere selv, eller forsøge at genskabe et indtryk i skitseform, når jeg kommer hjem). Jeg ser stort set kun tv på min iPad, da jeg elsker at tage screenshots af intense scener, ansigtsudtryk eller bygninger. Jeg ser linjer/farver/grafiske elementer/inspiration ALLE STEDER! Og så er jeg en tingfinder, – kan ikke gå en tur uden at samle noget op, der kan inspirere mig: rustne dimser, vådt pap, forpjuskede fjer, sten, farvet plastik, en bon osv.

Jeg har været kunstner, siden jeg var i 20’erne – men for alvor siden forår 2014, hvor jeg var med til at starte vores lokale galleri sammen med 7-8 andre lokale kunstnere indenfor bl.a. maleri, foto, keramik, jern- og stenskulpturer. Da jeg oplevede, at mine værker faktisk solgte for ”rigtige menneskepenge” til folk, der ikke kender mig – og som derfor må holde af værket frem for mig, – fik jeg endelig overbevist mig selv om, at jeg kan kommunikere visuelt.

En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:

Jeg sætter musik eller lydbog på, jeg dimser lidt rundt med materialer, jeg kikker på værket/værkerne, jeg er i gang med - og pludselig er jeg i gang… Når flowet rammer, kan jeg være i gang i 10-12 timer uden at tænke over det. Når øjnene bliver trætte (og maven knurrer højlydt, fordi jeg har glemt at spise), lukker jeg ned – men tager som regel værket med fra atelieret og ind i alrummet, for at lade det simre videre i min bevidsthed.

Det bedste jeg ved, er:

Tid! Tid til at flowet kan ramme mig, tid til fordybelse og nørderi med materialer, tid til at glemme verden omkring mig. Tiden til kunsten er hellig for mig!   

Pernille Gundersen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Pernille Gundersen

Pernille Gundersen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Pernille Gundersen

Pernille Gundersen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Pernille Gundersen

Pernille Gundersen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Pernille Gundersen

Det værste jeg ved er:

Når tiden slipper op og den virkelige verden kalder mig tilbage. Når jeg skal på arbejde, når jeg skal i seng, når jeg skal overholde en aftale, når jeg skal stoppe for at lave aftensmad… Nå ja – og så er det også ret slemt, hvis jeg kan mærke, at jeg ikke er i humør til at male. Det har altid været et barometer for mig i forhold til mit psykiske velbefindende. De gange i livet, hvor modstanden har været størst, er dét det første, der forsvinder: Lysten til at være kreativ.

Jeg er blevet allermest inspireret af:

De uendelige muligheder jeg kan se for at kombinere de materialer og medier, jeg arbejder i. Hvordan jeg kan kombinere collage med akrylmaleri, tegning med linoleumstryk, baggrunde med Gelli Plate prints, sæbebobler med blæk, fundne dimser med encaustisk maleri osv… Og så er det også altid en kilde til spænding og inspiration at købe nye, for mig ukendte materialer. Luk mig ind i en kunstnerbiks, og se mig blive som et barn i en bland-selv slikbutik!

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker i flere gallerier og private hjem end nu. Jeg har også en ambition om at komme igennem nåleøjet i forhold til de censurerede udstillinger. Drømmen er (selvfølgelig) at kunne kvitte lønarbejdet og hellige mig kunsten fuld ud. Jeg arbejder på sagen! Bl.a. er jeg i proces med at etablere et familiekollektiv sammen med min far, min søster+svoger og vores 3 børn tilsammen – det vil indenfor det næste års tid eller to betyde, at mine faste udgifter minimeres og jeg ikke længere er afhængig af et fast lønarbejde.

For mig er god kunst:

Provokerende og æstetisk på samme tid! Værker, man ikke kan ryste af sig, fordi de irriterer, fremkalder voldsomme følelser eller ikke lige lader sig aflæse. Det er samtidig værker, som pleaser mit øje – provokerende kan sagtens være smukt! Jeg har allermest glæde ved værker, der kombinerer forskellige teknikker/materialer.

Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig:

At jeg bliver inspireret og lærer nyt hver gang, jeg kikker indenfor! Jeg har læst og set alt på hjemmesiden. Derudover synes jeg, at Anne og Jespers tilgang til kunstverdenen er befriende usnobbet og morsom. Jeg har også oplevet, at jeg via Kunstskolen Annes Atelier har fået lavet flere realitetstjek med mig selv og mine evner/tanker om mine egne evner. Man kan roligt sige, at jeg igennem mit medlemskab har fået mere selvtillid og selvbevidsthed som kunstner.

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:

At starte et galleri! At have et galleri forpligter! Nye værker skal op at hænge jævnligt og jeg har været meget produktiv siden opstarten (langt over 100 værker, store såvel som små formater og i flere forskellige medier), hvilket har været meget udviklende for mig. Mal meget! Det gør dig dygtigere! For hver gang jeg har færdiggjort et værk, har det inspireret til mange, mange nye ideer undervejs. Desuden bliver du hele tiden konfronteret med andre menneskers vurdering af dine frembringelser og jeg er blevet god til at snakke om min kunst, stå ved mine ideer, prissætte mine værker, ophænge en harmonisk udstilling og være sælgende – fremfor en undskyldning for mig selv og mine værker.

Pernille Gundersen er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Pernille Gundersen


Du er også velkommen i Kunstskolen og Kunstnerfællesskabet Annes Atelier: