November måneds kunstner i
Kunstskolen Annes Atelier:
Henriette Hyldgaard
Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.
Mit navn er Henriette Hyldgaard og jeg er kunstner fordi, jeg ganske enkelt elsker det.
Jeg har været kunstner siden 2016 i det setup, jeg er i nu, som er halv tid som kunstner og halv tid som printdesigner.
Men jeg har altid været kreativ på flere planer og mit job blender også ret meget sammen med det at være kunster.
Jeg begyndte for alvor at male i 2015. Ellers har jeg ikke rørt en pensel i 14 år.
Før vi fik børn malede jeg kun ganske lidt, men aldrig rigtig seriøst.
En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:
Hvis jeg er i den malende fase, er det musik eller Niels Hausgaard i ørene, en masse kaffe og så bare male dagen lang. Helst uden forstyrrelser, så jeg virkelig kan komme i flow.
Det bedste jeg ved er, når jeg kan mærke maleriet. Et stykke inde i processen har maleriet og jeg en form for afstemning. Går det, som jeg havde tænkt mig? ”Kan” maleriet det, jeg gerne vil? er der liv i det?
Det betyder ikke så meget for mig, om jeg er nødt til at ændre mine planer, det gør jeg tit, men jeg skal bare kunne mærke noget. Det er svært at forklare uden at lyde ”højtragende”, men for mig er det en form for dialog imellem mig og maleriet.
Det værste jeg ved er, når jeg ikke kan få et maleri til at leve. Jeg kan gå rundt og være helt dårlig, og ikke vide, hvordan jeg knækker den. Hvis jeg ikke kan komme til at male, er det helt skidt.
Jeg er blevet allermest inspireret af mennesker. Mit eget indre og andre mennesker. Hvordan vi agerer i denne verden. Hvad vi tager på udenpå, og hvad vi så har indeni. Hvad vi gerne vil skjule, og hvad vi gerne vil vise frem.
Hvorfor der er noget, vi gerne vil skjule, og hvorfor der er noget, vi gerne vil vise?
Og også menneskers forskellighed. Nogen er helt sig selv, andre er en anden, end de virkelig er.
Mennesket er et spændende mysterium for mig. Har ikke engang ”regnet” mig selv ud endnu. Jeg føler tit, at der er alt for meget støj inden i mig. Alt for meget der vil forskellige ting og det er svært, synes jeg.
Rent teknisk er jeg klart blevet mest inspireret af Kunstskolen Annes Atelier. Der er så meget, man kan bruge helt konkret til at forbedre sine maletekniske evner.
Om 5 år vil du kunne opleve mine værker:
Jeg har ikke nogen speciel drøm om at opleve mine værker et bestemt sted. Jeg har en drøm om at røre folk med mine værker og så har jeg en drøm om, at blive ved med at udvikle mig. Jeg håber også, jeg har prøvet at sende ind til flere censurerede udstillinger. Egentligt er jeg imod konceptet, men det pirrer mig alligevel og jeg har lyst til at få mine værker vurderet af fagfolk, så det må jeg samle mod til. Jeg tænker for det meste, at jeg liiiiiige skal blive lidt bedre, men om 5 år SKAL jeg have prøvet det.
For mig er god kunst noget, jeg ikke kan få øjnene fra. Det er lige meget hvad grunden er, men nogle ting tiltrækker mig bare, og jeg bliver nysgerrig på mere! Det er for mig go kunst.
Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig mange ting. Har svært ved at fremhæve noget specielt, for det kommer lidt an på, hvor jeg lige er i min proces. Da jeg meldte mig ind, tænkte jeg; jeg melder mig jo bare ud om noget tid igen.
Det kunne jeg aldrig drømme om, jeg er blevet afhængig af konceptet. Én ting jeg vil nævne er, at jeg fra starten følte at Anne og Jesper talte lige præcis til mig. De kan et eller andet de to mennesker. De virker ret så skønne begge to.
Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:
Det er også et råd, jeg husker mig selv på tit: Intet kommer af sig selv og intet kommer let. Tag sagen i egen hånd, og GØR noget. Vent ikke på andre, der kommer og hjælper dig. Tro ikke på dig selv, når du siger til dig selv, at du ikke er god nok. Og husk, det ikke kun handler om at male……..Gem lidt energi til også at få din kunst ud, ellers kommer du ingen vegne.
Du kan følge Henriette Hyldgaard på hendes facebookside og på instagram.
Kunstskolen Annes Atelier: