April måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Majlis Dybkjær

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Majlis Dybkjær og jeg er kunstner fordi:

… Jeg har et stort behov for at arbejde kreativt og sætte spor.

… Jeg ønsker at skabe unikke og betydningsbærende billeder.

Jeg har været kunstner siden:

Det med billedkunsten startede for alvor i midten af 70’erne. Jeg oplevede et værk på en tekstiludstilling, som greb mig om hjertet. Jeg var dybt fascineret, og havde jeg haft råd, havde jeg købt det på stedet.

Det havde jeg ikke, så derfor blev jeg både stædig og fyldt med lyst og en energi til at prøve at lave mine helt egne tekstilbilleder.

På det tidspunkt var jeg usikker på mine evner til at tegne, men jeg vidste, at jeg havde styr på min symaskine og min saks. Jeg havde - ud over det meste tøj og aktivitetsvægtæpper til mine egne børn - bl.a. lavet en dukketeaterskærm (1.5 x 1 m) med applikationer til børnene i fritidshjemmet og sammen med mine kollegaer en kæmpelang drage af farvestrålende pilotnylon til et optog i byen. Hovedet var så tungt, at det måtte bæres af en voksen, men så var der også monteret en holder til kaffekoppen indvendigt! Kroppen og halen var spændt op på stofbeklædte bambusbuer, som børnene bar to og to. Der var plads til en hel børnegruppe i den drage. Vi vakte opsigt, og vi havde det sjovt!

I de år havde jeg en stor produktion af store billeder (80 x 100 cm), et utal mindre værker deriblandt et par tekstilskulpturer, der i sit udtryk var rigtig ”’80’er stil”. Jeg arbejdede med fri applikation og følte næsten, at jeg malede med små stofstykker.

Jeg udstillede i virksomheder og uddannelsesinstitutioner og fik værker optaget på censurerede udstillinger (”Limfjorden” og ”Nordjysk censureret”) og blev optaget i kunstnersammenslutningen ”Vestjyske Kunstnere”.

Og så fik jeg en fantastisk opgave: Min morbror – som bor i New Zealand - havde arrangeret, at jeg kunne udstille i Auckland Gallery of Fine Arts sammen med en New Zealandsk tekstilkunstner i 1987. Jeg lavede en serie på 12 billeder under temaet ”Den nordiske mytologi” med det konkrete udgangspunkt i ”Vølvens spådom”.

Efter mange år udelukkende med tekstilkunst arbejder jeg i dag primært med akrylmalerier. Akvarellen og grafiske tryk også får lov til at være med som et værktøj til undersøgelse af motiv og præcisering af udtryk. Jeg fascineres til stadighed af det skæve og det anderledes og henter mine motiver i naturen og menneskeligt samspil med kultur og natur herhjemme og ikke mindst på rejser.

En typisk dag, hvor jeg arbejder med min kunst…

Mit hoved er altid fyldt med ideer, tanker, oplevelser og erfaringer, som jeg er nødt til at få materialiseret i billeder. Det er nødvendigt for mig at have gang i flere projekter ad gangen, fordi der altid ligger mange overvejelser og en grundig forberedelse bag mine billeder.

Mine malerier tager ofte konkret afsæt i mine egne og min mands fotografier. Han får jævnligt ”bestillingsopgaver” af mig i forhold til at indfange særlige motiver, vinkler og specielle lys- og farvevirkninger. Jeg laver mange skitser til mine billeder på min pc via et tegne- og fotoredigeringsprogram. Og nogle gange bruger jeg min projektor, når mine ideer skal overføres til lærredet.

Jeg kan godt lide kombinationen mellem noget løst og eksperimenterende og noget stramt og meget styret. Og her har jeg stor glæde af at tage fotografier af malerierne undervejs og afprøve de videre skridt på computeren, inden jeg fortsætter med at male. Som med enhver form for skitsering er det i mødet med virkeligheden – her lærredet og malingen – at planen skal stå sin prøve.

Afvekslingen mellem at planlægge og skitsere på computeren og arbejdet ved lærredet er god. Ydermere har jeg en rytme med at male mine små billeder hjemme, hvorimod jeg maler mine store billeder på Struer Billedskole. Der har vi gode, store og lyse lokaler, som de aktive medlemmer mod en meget beskeden betaling kan benytte hver eftermiddag. Dér er der heller ikke så meget, der forstyrrer - vasketøj og hvad der ellers kan distrahere. Til gengæld er der ofte ”ligesindede”, som altid er parate med gode råd, hvis man er kørt fast.

Det bedste jeg ved er…

…når folk er glade for mine værker.

For et par år siden tog jeg nogle af mine malerier med på det lokale marked i festugen. På et tidspunkt kom en mand hen til mig og sagde: ”Jeg tænker på dig hver morgen, når jeg skal spise morgenmad” – ”Øh, Hvad???” – Og så fortalte han, at på familiens køleskab havde de stadigvæk den plakat, som jeg havde lavet til byfesten i 1989. Og den skulle blive ved med at være der!

… når jeg kommer videre efter at være kørt fast.

Det er ikke altid, jeg fra starten er lige gode ”venner” med mine billeder, men jeg har med tiden lært at lade være med at male dem over med det samme. I stedet prøver jeg at give plads og se mulighederne i det, der blev anderledes, end jeg havde tænkt.

Det værste jeg ved er...

Selv om jeg ikke hører til den sirlige type, har jeg alligevel brug for orden og systematik. Jeg hader det, hvis mit værktøj ikke fungerer, eller hvis det ikke er på sin plads. Så mine pensler mm. skal være rengjorte og klar til brug, min maling skal opbevares, så den ikke tørrer ind – og det er strengt forbudt at tage farve fra en dåse med en snavset spatel! Derfor kan jeg godt have en pensel, hvor hårene stritter i alle retninger. Men så er meningen med den, at den skal bruges til at ”tvære” med.

Med ”værktøj” mener jeg også mine teknikker. Så når jeg sætter mig for at lære en ny teknik, er jeg nødt til at blive ved og ved, indtil det fungerer for mig. Det gælder både det rent maletekniske og de faciliteter, jeg har til rådighed på computeren. Så en gang i mellem har jeg nogle meget lange arbejdsdage på den konto.

Så derfor fungerer arbejdet heller ikke for mig, hvis jeg ikke er ordentligt forberedt. Hvis jeg ikke er helt klar over, hvor jeg vil hen, og hvad jeg vil fortælle. Jeg kan godt leve med at være i vildrede i en periode. Jeg kan også godt arbejde meget spontant et stykke tid, men derefter skal der skabes retning og mening. Kombinationen af orden og kaos fungerer godt for mig.

Jeg er blevet allermest inspireret af...

Jeg så Caravaggios ”Raising of Lazarus” på Sicilien og fascineres af den udsøgte måde, hvorpå han med sin fantastiske behandling af lyset og minutiøse skildringer af mennesker formår at fortælle en klassisk historie.

I Madrid så jeg, sammen med et par børnebørn, Picassos ”Guernica”. Jeg husker stadig den samtale, vi fik foran dette store og gribende værk. Også her var fortællingen – både Picassos og mine børnebørns – det helt centrale i oplevelsen.

Blandt nutidige kunstnere har Peter Linde Busk med udstillingen ”The staging area” gjort et kæmpe indtryk på mig. Hans persongalleri i udstillingen er skæve eksistenser, der lever på kanten. Han beskriver dem med ekspressionistiske strøg kombineret med en sirlig og systematisk udført ornamentik. Jeg synes, der er en klar sammenhæng mellem hans teknik/udtryk og den historie, han fortæller, og hans arbejder vidner om stor indsigt og håndværksmæssig kunnen.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker...

… som nu på Vestjyske Kunstneres udstillinger og på udstillinger i virksomheder og institutioner. Du vil også fortsat kunne se dem i private hjem. Jeg har til den tid etableret et samarbejde med et galleri, som står for fremvisning og salg af mine billeder.

For mig er god kunst...

De kunstværker, jeg gang på gang vender tilbage til, - er værker, som har et budskab, der taler til mig. De skal formidle en fortælling – et budskab, som tager afsæt i noget betydningsfuldt. Og så skal det have ”kant” – det betyder for mig, at det byder på en anderledes synsvinkel. Jeg vil gerne udfordres og beriges. Jeg lægger også vægt på, at kunstneren har overskud til at lave en ordentlig finish på sine værker. Det skal også i den praktiske udførelse vises, at kunstneren vil noget med sit værk.

Det bedste ved Kunstskolen Anne Atelier er for mig...

Det at kunstskolen er tilgængelig uafhængigt af geografien, er enormt vigtigt for mig, for det betyder, at jeg ikke behøver at spilde tid på at køre langt efter kurser. Det er også rigtigt smart, at man selv bestemmer, hvornår man arbejder med de enkelte temaer og moduler.

Og så betyder det rigtigt meget, at jeg bliver mødt med kompetente undervisere og oplægsholdere i veltilrettelagte forløb. Fagligt funderet kritik og sparring fra undervisere og medkursister er rigtigt værdifuldt, når man bevæger sig ud på ”nyt land”.

Og så er der en sand ”Guldgrube” af materialer, teknikker, diskussioner og temaer, som man kan dykke ned i igen og igen.

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:

Du skal have modet til at lege med materialer og motiver. Når du kører fast, så bliv ved, tænk anderledes og kæmp tappert, så du kommer ud af dødvandet. Og endelig skal du ville det fantastiske:

”Hvis du sigter efter stjernerne, er der større chance for, at du når trætoppene”.